Annonce

Annonce

Tour de France feltet

Tour de France-starten med tre etaper i Danmark kan blive et godt blikfang for dansk økologi, hvis der findes økologiske marker og kreative økologer langs ruten, vurderer eksportchef i Økologisk Landsforening. Foto af Graham Duerden - CC - flickr

Tour de France er en god mulighed for at flashe Danmark som økologisk landbrugsland

Når verdens største cykelløb til sommer gæster landet, bliver der rig mulighed for at lave kreative udsmykninger på markerne langs den danske Tour-rute, der med lidt held kan blive transmitteret til millioner af seere verden over.

I år starter Tour de France med tre etaper i Danmark. Det ligner en oplagt mulighed for at brande dansk økologi, mener Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Opfindsomheden plejer at være stor hos de franske landmænd, som er vant til at få besøg af den internationale cykelkaravane fra Tour de France, og de plejer at være gode til at udnytte muligheden for gratis eksponering.

Selvom en hyldest til cykelløbet næppe kan kategoriseres som traditionel landbrugsdrift, er der vide muligheder for at udsmykke en støtteberettiget mark, uden at retten til landbrugsstøtten til marken forsvinder, hedder det i en meddelelse far Landbrugsstyrelsen.

Touren starter i Danmark

  • Tour de France-feltet krydser i år Danmark via løbets tre første etaper, der blandt andet bringer dem gennem København, Roskilde, Holbæk, over Storebæltsbroen, forbi Nyborg, Vejle og Sønderborg. Etaperne køres den 1., 2, og 3. juli.

Heraf fremgår det, at cykel-entusiastiske landmænd langs den danske rute har gode muligheder for at lave udsmykninger på deres marker og samtidig beholde retten til landbrugsstøtte på markerne, hvis blot de lever op til nogle få krav.

”Det er en helt unik mulighed for landmændene langs ruten, og vi er klar til at rådgive, så de mange udsmykninger ikke bliver bremset af frygten for at overtræde reglerne og miste støtte. Så hvis man er i tvivl, må man hellere end gerne kontakte os for afklaring,” siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard.

Eksportchef: Interessant vindue til verden

Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening har gennem mange år arbejdet på at brande dansk økologi i udlandet, og hun ser verdens største etapeløb som et interessant vindue til verden.

”Som barn oplevede jeg hver sommer Tour de France-etaperne på helt tæt hold ude langs ruten sammen med familien og min cykelglade far, når vi boede på campingpladser rundt om i Frankrig for at følge cykelkaravanen, og det kunne være spændende, hvis danske økologer har lyst til at lave udsmykninger på deres marker langs ruten under de tre danske etaper af årets Tour de France,” siger Pernille Bundgård, som meget gerne hører fra interesserede økologer.

Mange fantasifulde muligheder

De forskellige markudsmykninger går under navnet ”land arts” og kan variere vidt og bredt i størrelse, udformning og materialer. Typisk indgår eksempelvis halmballer, presenninger, beplantning, traktorer og andre landbrugsredskaber i udsmykningen. Nogle gange bruges mennesker også til for eksempel at danne en form, optræde eller noget tredje.

Ligger hyldesten i kortere tid end 14 dage på en mark i normal drift, vil det som udgangspunkt ikke give træk i støtten, men der kan være undtagelser, oplyser Landbrugsstyrelsen.

”Helt grundlæggende får landmændene jo landbrugsstøtte for landbrugs-aktivitet, så hvis der sker skade på marken, som går ud over årets øvrige drift, skal man huske at rette op på den skade, der er sket,” siger Peter Byrial Dalsgaard.

Landmænd skal også være opmærksomme på, at der kan være visse begrænsninger for marker der ligger brak eller er underlagt særlige miljøregler.

Sådan undgår du træk i landbrugsstøtte for cykelløbshyldest

  • Lad udsmykningen stå i en kortere periode end 14 dage, så udsmykningen påvirker den almindelige landbrugsdrift af marken mindst muligt.

  • Vær opmærksom på, at den pågældende udsmykning ikke ødelægger plantedækket eller jorden. I sådanne tilfælde er der altid pligt til at udjævne og udbedre enhver skade af landbrugsmarken.

  • Kontakt Landbrugsstyrelsen, hvis du er i tvivl på Landbrugsstotte-Geodata@lbst.dk 

Landmændene kan gøre følgende for at øge mulighederne for at få deres land art vist på tv:

  • Undgå kommercielle eller politiske budskaber
  • Brug temaer som landbrug, cykling, Tour de France og Danmark-Frankrig
  • Placer det langs ruten, hvor rytterne passerer

Kilde: Grand Départ Copenhagen Denmark 2022

Flere artikler fra samme sektion

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil sætte en stopper for forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events